Indvielse af Børnenes Univers i Grindsted

 

Børneindvielsen af Børnenes Univers i Grindsted fredag 26. september var en stor festdag for institutionens børn. Der var nemlig teater på programmet med Rumlerikkerne Tumle, Thomas Milton, og Kloge, Michael Fabricius Sand fra RumleTV.

Her kom arkitekturen i højsædet og fungerede som en aktiv spiller i festdagen. Garderoberne blev kørt til side, og på den måde blev fællesrummet åbnet og gav plads til udfoldelse.

- Kan vi få skruet lidt ned for lyset?, griner skuespillerne Thomas Milton og Michael Fabricius Sand, som er ved at gøre klar til dagenes forestilling i fællesrummet midt i Universet. De har nemlig begge bemærket, hvordan lyset stråler ind fra ovenlysvinduerne i bygningen og får rummet til at fremstå lyst og venligt.

En stor trappe leder op til den åbne førstesal, og for neden har skuespillerne lagt et tæppe ud på gulvet for at afgrænse scenen. Børnene bliver placeret op ad trappen og på gulvet foran skuespillerne. På den måde fungerer trappen som et pædagogisk element og giver mulighed for udsyn til selv de allermindste børn.

Med potentialet i rummet og de fleksible anvendelsesmuligheder kommer det til at udgøre en  positiv kulisse omkring børnene  med en beroligende effekt, fordi der er skabt fuldt udsyn under hele seancen som varede næsten en time.

Efter forestillingen bliver der pakket sammen, og her er rummet igen på tale hos skuespillerne.

- En almindelig scene gør rummet stift, på den her måde er rummet mere fleksibelt, og det virker meget bedre, lød konklusionen fra de to skuespillere.

Til voksensindvielsen et par timer senere dannede det centrale rum igen rammerne om festlighederne, og dagtilbudsleder, Karin Christensen, roste her både det nye hus, processen og samarbejdet med SKALA Arkitekter om at komme godt i mål med Børnenes Univers.

/media/33703/karin.jpg