SKALA Arkitekter skaber ny børneenhed

 

Vundet opgave: Horsens Byskole står foran større renovering. SKALA Arkitekter står for at samle skole og daginstitution under ét tag - som Børneenheden Søndermark.

Det er en lokal tegnestue, der bliver totalrådgiver på Børneenheden Søndermark. Det står klart, efter SKALA Arkitekter har vundet opgaven.

Projektet består af en omfattende renovering og ombygning af Horsens Byskole, afd. Lindvigsvej. Her skal fremover være plads til børn i alderen 0-13 år. Det betyder, at en to-sporet skole med elever fra 0.-6. klasse, to SFO'er samt dagtilbud for 140 børnehavebørn og 45 vuggestuebørn nu skal samles under et tag.

Klar til fremtiden
Dermed sikres det også, at Børneenheden Søndermark bliver et trygt sted for børn, der kan gå igennem store dele af opvæksten på samme matrikel. Her kommer den nye folkeskolereform ind i billedet.

- Vores opgave bliver blandt andet at sikre, at den nye børneenhed bliver klar til at håndtere fremtidens forventninger og krav til pædagogik, didaktik, fleksibilitet og multifunktionalitet, siger administrerende direktør i SKALA Arkitekter, Kurt Ankjær.

- Det samme gælder skolens nuværende personalefaciliteter. Vi skal sikre, at rammerne for forberedelses- og mødeaktiviteter bliver integreret bedst muligt i renoveringen, siger han.

Brugerne skal gøre forskellen
Byskolens afdeling på Lindvigsvej er i øjeblikket kun for skoleelever fra 0.-6. klassetrin. Derfor kræver det en stor forståelse for byggeriets nuværende sammenhæng, når der skal integreres afsnit for dagtilbud.

- Vi skal sikre en tryghed i overgangen fra dagtilbud til skole. Og den tryghed sikres dels via vores ekspertise på skole- og daginstitutionsområdet - men også dels via brugernes visioner og drømme for fremtidens børneenhed, siger Kurt Ankjær.

- Derfor bliver systematisk inddragelse af brugerne en meget vigtig faktor i den kommende tid, hvor renoveringen skal forberedes.

Skal stå klar næste år
Renoveringen af byskolen starter snarligt op, og det forventes, at selve byggeriet går i gang i slutningen af 2014. Herefter skal Børneenheden Søndermark være klar til brug fra sommeren 2015.

Konkret indrettes de fysiske rammer for det nye dagtilbud i tre bygningsfløje, hvor der foretages omfattende og gennemgribende renovering af nuværende lokaler. Det ventes, at mere end 300 børn får glæde af Børneenheden Søndermark, når byggeriet står færdigt.

Projektet har en anlægssum på omkring 25 mio. kr. SKALA Arkitekter har Stokvad & Kerstens med som ingeniør og Arkitektfirmaet Gustin som landskabsarkitekt.

/media/21169/b_rnehavesorthvid.jpg