Vellykket workshop i Hammershøj

 

 Som en del af opstarten på projektet var 30 repræsentanter fra Hammershøj Skole og Børnehuset Hammershøj onsdag aften samlet for at diskutere det fremtidige børnecenter.

Det er anden gang, SKALA Arkitekter afholder workshop i forbindelse med byggeriet, som skal ende ud i et børnecenter med et tæt samarbejde mellem skole og daginstitution.

I dag er skolen og institutionerne spredt ud på flere adresser, og det nye byggeri skal samle alle enhederne på en matrikel. Tanken bag projektet udspringer af Viborg Kommunes vision - Vilje vækst og velfærd og kommunens ønsker på børneområdet, som er således beskrevet i visionen:

"Børnenes og børnekulturens kommune - Det gør vi ved at tilbyde børn og unge en sammenhængende ramme om en tryg, god og indholdsrig opvækst - fra vugge og frem til de erhvervsforberedende uddannelser.  Det sker ved at have en folkeskole i særklasse og ved at udvikle aktivitets- og kulturtilbuddene til børn."

Vigtig vision i Viborg

SKALA Arkitekter imødekommer visionen ved at integrere daginstitution og skole og derigennem lette overgangen fra institution til skole samt skabe et sammenhængende børneliv. Samtidig bliver der mulighed for et tæt samarbejde på tværs af personalegrupperne, og børnene får i højere grad mulighed for at interagere med hinanden og ikke mindst gøre brug af fællesfaciliteter som bibliotek, musiklokaler og motorikrum.

På workshoppen fik de forskellige repræsentanter mulighed for at komme med input til det fremtidige børnecenter. Der blev diskuteret fordele og udfordringer for sammenlægningen og ikke mindst bidrag til, hvordan denne kobling løses bedst muligt for både institution og skole.

- Det var endnu en god workshop, og jeg kom hjem med en masse gode og spændende input, som nu skal omsættes og inddrages i arkitekturen, siger Louise Due fra SKALA som er sagsarkitekt på projektet.

Den nye institution skal etableres dels i skolens eksisterende bygninger og dels i en tilbygning til skolen og skal rumme 70 børnehavebørn og 20 vuggestuebørn. Byggeriet forventes færdigt i sommeren 2016.

 

/media/39950/hammersh_j_copy.jpg