Nu er det virkelighed

 
Nu er det virkelighed

SKALA Arkitekter var onsdag eftermiddag på besøg i børnehaven Pilekvisten i Bjerringbro for at møde nogle af de mennesker, som i januar 2016 skal åbne dørene til en helt ny børnehave. Eftermiddagen bød på store forventninger til byggeriet og masser af gode idéer.

- Vi glæder os meget til at dele vores drømme med jer, lød det fra Jette Fisker. Hun er daglig leder i børnehaven Pilekvisten og tog sammen med 11 pædagoger og medhjælpere imod SKALAs Arkitekter til den første workshop, som skal kickstarte det nye byggeri.

SKALA Arkitekter vandt 25. marts 2014 konkurrencen om at bygge tre daginstitutioner i Viborg Kommune, og den 41 år gamle institution, Pilekvisten, står først i køen. Forløbet indledes med en workshop for at give drømme, forventninger og ønsker frit løb.

- Det er altafgørende for os at lytte til de mennesker, som skal have en hverdag til at fungere i vores bygninger. Derfor indleder vi altid et samarbejde med en workshop, hvor alle kan bliver hørt, så vi sikrer et godt samarbejde hele vejen, forklarer administrerede direktør i SKALA, Kurt Ankjær.

Nu er det virkelighed

Forventningerne var mange og stemningen høj, da holdet fra SKALA mødte medarbejderne fra Pilekvisten om de omkringliggende institutioner. Alle deler de nemlig drømmen om nye omgivelser at gå på arbejde i.

- Det er virkelighed nu venner, lød det, da områdeleder i Viborg kommune, Anne-Mette Marling, tog ordet til velkomsten, og omkring bordet kom smilene frem på deltagernes læber. I løbet af eftermiddagen skulle de alle igennem flere gruppeøvelser med brainstorm og ønsketænkning i fokus. Alt sammen guldkorn for arkitekterne.

- De informationer, vi får med hjem fra sådan en workshop er uvurderlige. De giver os enestående muligheder for at skabe bygninger, som folk bagefter føler ejerskab over og befinder sig godt i, siger Kurt Ankjær.

Vigtigt at blive hørt

Idéerne var mange. Indendørs sandkasser, udekøkken, fleksible møbler og motorikrum blev skrevet ned på de udleverede sedler, som arkitekterne efterfølgende skal omsætte til mursten, ruder og gulve.  

- Det er så flot, at SKALA Arkitekter kommer her, sagde leder, Jette Fisker, efter workshoppen.

- Det handler jo om ejerskab for det, der bliver bygget, og mere berigende kan sådan en proces ikke blive, end når vi får lov at være med og bliver hørt.

Også områdeleder, Anne-Mette Marling, var begejstret for workshoppen, og ser lyst på det fremadrettede samarbejde.

- Det er en enestående måde at sikre, at mit personale kaster et personligt ejerskab ind i projektet. Denne workshop har virkelig skabt fælleskabsfølelser i folk.

Alle indtryk og gode idéer blev efterfølgende samlet sammen og skal koges ned inden næste workshop, hvor arkitekterne igen besøger Pilekvisten.

- Vi har så meget godt materiale med hjem. Nu skal vi i gang med at kigge det hele igennem, så vi har et udkast at vise gruppen, når vi kommer igen i næste uge, siger Kurt Ankjær.

 

/media/31324/b_rn_copy.jpg