Ny bestyrelsesformand til SKALA Arkitekter

Ny bestyrelsesformand til SKALA Arkitekter

09.01.2020

Bente Damgaard er netop tiltrådt som bestyrelsesformand i SKALA Arkitekter. Dermed markeres endnu et skridt i den vækst- og professionaliseringsrejse, arkitektvirksomheden er på.

Gennem de seneste år har SKALA Arkitekter været på en vækstrejse, hvor såvel medarbejderantal som omsætning er vokset år for år. Ved indgangen til det nye år markeres endnu et nyt skridt på den rejse, idet Bente Damgaard tiltræder som bestyrelsesformand for SKALA Arkitekter.

Bente Damgaard er statsautoriseret revisor og har senest været direktør og partner i Schmidt Hammer Lassen (SHL) igennem 14 år. Dertil har hun bestredet flere bestyrelsesposter, blandt andet i Danske Ark.

Det er derfor en særdeles professionel og erfaren formand med dyb indsigt i branchen - også internationalt - som SKALA Arkitekter nu får i formandsstolen:

- SKALA Arkitekter er inde i en rigtig positiv udvikling med en god intern struktur, som danner et solidt afsæt for fremtidig vækst. Der er ingen tvivl om, at der i SKALA Arkitekter er høje ambitioner, både når det kommer til arkitektonisk kvalitet og til vækst, også internationalt, siger Bente Damgaard og tilføjer:

- Virksomheden har sunde værdier, hvor der er fokus på at skabe et godt arbejdsmiljø, mens man vækster og leverer høj kvalitet til bygherre. Det mener jeg, er helt afgørende for at få succes. Dertil ser jeg det som en styrke at have diversitet og forskellige fagligheder i ledelsen, siger Bente Damgaard, og henviser dermed til sin egen baggrund som statsautoriseret revisor og SKALAs partnergruppe, der består af arkitekter og bygningskonstruktører.

Endnu et professionelt lag
Kurt Ankjær, direktør i SKALA Arkitekter, ser frem til at tilføre endnu et professionelt lag til virksomheden, mens den vokser:

- At vi nu har Bente med ombord sker i naturlig forlængelse af, at vi er vokset en del over de seneste fem år, vi har fået flere og større kunder og flere medarbejdere. Jeg er meget glad for at få Bente med, hun vil utvivlsomt styrke forretningen og skabe endnu bedre forudsætninger for vores vækst, siger Kurt Ankjær og uddyber:

- Bente kommer med en kommerciel baggrund, har indgående kendskab til branchen og et bredt netværk i ryggen. Dertil har hun erfaring med virksomhedsdrift og ledelse i lignende virksomheder samt erfaring fra det norske marked, hvor vores tredje SKALA-tegnestue er i fuld gang med at etablere sig.

Bente Damgaard er tiltrådt i bestyrelsen pr. 1. januar 2020. Ledelsen består desuden af adm. direktør Kurt Ankjær samt partnergruppen, som består af Mette Louise Jepsen, Julie Ankjær, Mads Malmkjær og Rene Nedersee Andersen.

Om Bente Damgaard
Bente Damgaard er uddannet Statsaut. revisor og er cand.merc.aud med mange års erfaring fra arkitektbranchen:

  • I 2005-2019 var Bente Damgaard del af ledelsen i Schmidt Hammer og Lassen som hhv. CFO, CEO og Partner.
  •  I 2012-14 og 2018 har Bente Damgaard være bestyrelsesmedlem i Danske Ark, herunder som næstformand i en periode og del af forretningsudvalget.

I dag udfører Bente Damgaard konsulent- og bestyrelsesarbejde og sidder i advisory boards for små, kreative virksomheder.

Bente Damgaard (1965) bor i Åbyhøj med sin mand, Jesper, og deres tre sammenbragte børn.