SKALA Arkitekter udvider rådgiverfeltet med ny bygherrerådgiver

04.03.2019

SKALA Arkitekter opmander med endnu en tung profil fra branchen og udvider dermed også rådgiverfeltet.

Søren Hougaard Madsen er pr. 1. marts tiltrådt hos SKALA Arkitekter, og han kommer til at videreudvikle SKALA Arkitekters bygherrerådgivning. Søren Hougaard Madsen har mange års erfaring fra branchen og kommer senest fra en stilling som rådgiver i V2C.

- Med Søren ombord har vi mulighed for at styrke vores bygherrerådgivning betydeligt og sikre en professionel rådgivning, siger CEO i SKALA Arkitekter, Kurt Ankjær, om ansættelsen af Søren Hougaard Madsen.

- Med solid erfaring fra branchen, herunder som entreprenør, bygherre og bygherrerådgiver, er Søren Hougaard Madsen den rette mand til at løfte den ambitiøse opgave, tilføjer han.

Et solidt rådgiverfelt

Og de ambitioner har Søren Hougaard Madsen tænkt sig at indfri i sin nye stilling hos SKALA Arkitekter, hvor han skal stå for at opbygge rådgiverfeltet. Og han går til opgaven på en pragmatisk og meget helhedsorienteret måde:

- Jeg glæder mig enormt meget til at tage fat på opgaven og sætte skub i de ydelser, som bygherren typisk har behov for i de komplicerede processer, som et byggeprojekt som regel består af. Vi vil gerne derhen, hvor vi populært sagt kan tilbyde en ”one stop shop”, hvor bygherre kan få rådgivning hele vejen rundt såvel som hjælp fra en bred pallette af ydelser – lige fra den indledende idé over projektering, udførelse til selve driften, siger Søren Hougaard Madsen om sin nye rolle.

Søren Hougaard Madsen bliver del af SKALAs tegnestue i København. SKALA Arkitekter er under stor udvikling i øjeblikket på sine tegnestuer i Horsens, København og Oslo. Der bliver løbende opmandet med nye, dygtige profiler, som er med til at indfri vækstambitionerne i virksomheden.

Om Søren Hougaard Madsen

Søren Hougaard Madsen har en lang karriere i byggeriet bag sig, herunder fra NCC, hvor Søren var projektchef og sidenhen projektudviklingschef. CV’et tæller også en stilling som bygningsansvarlig hos Falck og projektchef hos CW Obel ejendomme samt bygherrerådgiver i Rambøll og altså senest i V2C.